Naturoplevelser på Fanø

{{vm.getLabel('Global.Loading')}}

{{getLabel('Filters.Advanced')}}

{{vm.getAdvancedFilterTitle()}}
{{vm.getShowHideAdvancedFilterLabel()}}
{{vm.getShowHideAdvancedFilterLabel()}}

{{vm.getShowHideAdvancedFilterLabel()}}

Vis flere filtre

Fanø har natur i verdensklasse

Stranden - sand og vand så langt øjet rækker

Siden slutningen af 1800-tallet har turister strømmet til stranden på Fanø. Og det er der ikke noget at sige til, Fanøs strand er om muligt også Danmarks bedste strand! Med en størrelse på 56 kvadratkilometer er der kort afstand til stranden uanset hvor på øen, du befinder dig. Der er mange forskellige strandområder på Fanø, der har hver deres kvalitet. Nogle områder er forbeholdt dyre- og fuglelivet, andre områder er til strandaktiviteter og badeliv. Stranden mod Vesterhavet strækker sig over ca. 15 km, og er på det bredeste omkring 1 km. Det er et imponerende syn uanset årstid, som I ikke må gå glip af. Læs mere om stranden og strandaktiviteter på Fanø

Søren Jessens Sand

Søren Jessens Sand er den nordligste del af sandstranden på vestsiden af øen. Her er stranden mere end 1 km bred og ligner en sandørken. Her oplever du for alvor naturens dynamik, hvor vinden transporterer store mængder sand frem og tilbage. Det er en stor oplevelse at se sandfygningen, der ligner et bølgende tæppe af sand. Læs mere om Søren Jessens sand

Rav

Rav er kendt som Nordens guld og Fanø er især kendt for sine ravfund. Gå på jagt efter rav både om dagen og om natten. Om natten er den en fordel at være udstyret med en lommelygte med UV-lys. Der er bestemte tidspunkter, hvor det er bedst at kigge efter rav på. Når det har stormet godt og grundigt, så er sandsynligheden for at finde rav størst. Derfor kan det bestemt anbefales at besøge Fanø udenfor højsæsonen. Læs mere om rav

Nationalpark Vadehavet - på UNESCOs verdensarvsliste

Fanø er den lykkelige nabo til den fantastiske Nationalpark Vadehavet, der i 2004 gjorde sig fortjent til en plads på UNESCO'S verdensarv liste - og med rette. Vadehavet er hjem for utallige trækfugle og tjener som spisekammer for disse. Udover fugle så ynder sælerne også at komme til vadehavet, hvor de kan ligge i fred og ro på sandbankerne og varme sig i solen og jage i vandene. Intet andet sted i kan man opleve så mange fugle i træktiden, forår såvel som efterår. Vadehavet kan nærmest sammenlignes med en international lufthavn hvor millioner af fugle hvert år mellemlander og tanker op, inden turen går videre til deres yngleområder. For dem er Vadehavet et bugnende spisekammer som blotlægges ved ebbe. Det er også i Vadehavet, at man finder Danmarks største bestand af sæler, ligesom det lave, varme vand er opvækstområdet for mange af vore vigtigste fiskearter. Vadehavet byder på et væld af fantastiske naturoplevelser. Naturen har åbent hver dag og belønner hvert besøg med nye overraskelser. Læs mere om Nationalparken

Dyreliv - sæler, kaniner, kronvildt...

Udover et rigt fugleliv, så byder Fanø også på et bredt og mangfoldigt liv af dyr på land og i vand. Vadehavet er et perfekt hjemsted for de nuttede sæler, der trækker op på sandbankerne og varmer sig i solen, når der er lavvande. Især de spættede sæler er til at finde omkring Fanø, men hvis du er heldig, så kan du også se gråsælen. Udover sælerne så holder også vilde kaniner, ræve, lækatte, harer, rådyr og kronvildt. Sidstnævnte kan du finde i rudler på den østlige del af Fanø - det er et smukt syn, når de majestætiske dyr bevæger sig rundt i landskabet. På stranden kan man udover østers og blåmusling også finde knivmuslinger, hjertemuslinger, strandkrabber og sømus, så der er god mulighed for at nyde stranden på selv de kolde dage. Læs mere om dyr på Fanø

Klitterne - i evig forandring

Fem klittoppe på Fanø med en fantastisk udsigt, er hvad du får, hvis begiver dig ud på The Big Five ruten. De fem klitter er spredt ud over hele Fanø. De repræsenterer forskellige stadier i øens udvikling, og fra toppene er der udsigt over nogle af de mest karakteristiske landskaber. Klitterne er opbygget gennem mange hundrede år. Fanøs ældste klitter, ligger mod øst, er fra 1500 og 1600 tallet, hvor de blev skabt under den lille istid. Jo længere mod vest man kommer, jo yngre bliver klitterne. Den nyeste generation af klitter skabes netop nu på stranden mellem Fanø Bad og Rindby Strand. Læs mere om The Big Five

1. Pælebjerg - Fanøs højeste punkt

En seværdighed, der bør stå højt på din liste, er Pælebjerg, Fanøs højeste punkt. Beliggende hele 21 meter over havet (vi er jo stadig i flade, smukke Danmark), får du en skøn udsigt ud over havet. Læs mere om Pælebjerg

2. Kikkebjerg - i Nordby

En lille hemmelighed kendt af folk i Nordby hedder Kikkebjerg Plantage. Her er der ikke mange turister, som finder hen, selv om den afmærkede løbesti kommer igennem et meget varieret landskab, der veksler mellem skov og åbne lyngarealer og udsigt til den store græseng, Grønningen, på Fanøs nordende. Start ved et af Fanøs højeste udsigtspunkter, den 17 meter høje Kikkebjerg (for enden af Kikkebjergvej), hvorfra hele den nordlige del af Fanø kan ses. Læs mere om Kikkebjerg

3. Annedalsbjerg - bålplads og shelter

Annesdalbjerg er med sine næsten 21 meters højde endnu et godt udsigtspunkt, men først og fremmest er bjerget et godt udgangspunkt for en skøn vandretur i et varieret landskab. De afmærkede vandrestier går gennem plantage, hede med parabelklitten Hvidbjerg og med udsigt til marskengene i Vadehavet. Samtlige fire fuglekøjer i Danmark er inden for gåafstand. Klitterne fra Klingebjerg til Annedalsbjerg er formodentlig noget det ældste på Fanø. Læs mere om Annedalsbjerg

4. Klingebjerg - udsigt over marskområdet

Klingebjerg ligger i den nordlige udkant af Fanø Klitplantage. Fra Klingebjerg er der udsigt over marskområderne nord og øst for klitplantagen. Disse områder er nogle af de vigtigste rastepladser for millioner af fugle på træk. Læs mere om Klingebjerg

5. Mosedalsbjerg

Dette ”bjergområde” er et af de kønneste og mest særprægede på Fanø. Her ligger desuden en større mandskabsbunker fra 2. Verdenskrig. Læs mere om Mosedalsbjerg

Paradisdalen og Gåsehullerne

Fra sommerhusområdet i Rindby slynger Paradisdalen sig mellem klitrækkerne og direkte ud i det der kaldes for Gåsehullerne. Gåsehullerne er et vildt naturområde med moser og søer med rørsump. Et særligt yndet område for gæs og ænder hvor de kan snadre rundt. Området tiltrækker mange arter: grågæs, krikænder, atlingænder, gravænder, skeænder m.fl. De seneste år har Gåsehullerne endda fået besøg af knopsvaner, gråstrubet lappedykker, skægmejser og græshoppesangere. Gul vandrerute fra p-pladsen går gennem Paradisdalen og hele vejen rundt om Gåsehullerne gennem det åbne og bakkede landskab. Læs mere

Skovhaven - oplagt til en picnictur

Skovhaven i Torp Plantage er en lille idyllisk plet, der ligger i læ for vestenvinden bag klitterne. Perfekt sted for en picnic. Der er opstillet borde og bænke omkring en lille skovsø, og der er også bålplads. Stier gennem skovhaven snor sig forbi en meget blandet skov, og der er opsat skilte med artsnavne som østrigsk fyr, bjergfyr og hvidtjørn ved en snes forskellige træsorter. Blandt de lokale er Skovhaven også kendt som boghandler Hansens plantage, fordi han i 1930'erne anlagde et sø- og kanalanlæg med gangbroer, som fik lov at forblive urørt, mens sommerhuse efterhånden omsluttede hele skoven. Find vej til Skovhaven

Fuglekøjerne - historisk fangstmetode til vildænder

En fuglekøje er en fangstmetode til at fange vildænder og var en del af Danmarks jagthistorie fra 1866 til 1931. I Danmark findes der kun fuglekøjer på Fanø og Fanø har 2 af slagsen: Albue fuglekøje og Sønderho gamle fuglekøje. Fuglekøjerne er rekonstruerede fuglekøjer, som i dag fungerer som oplysning om den smarte fangstmetode i gamle dage inden det blev forbudt. Ved at have tamme ænder i dammen, der ved lavvande flyver ud i Vadehavet for at finde føde, lokker de tamme ænder helt automatisk store flokke af vilde ænder med sig ind i fælden. Fuglekøjen er udformet som en tragtformet ruse med net, der snævrer sig ind i bunden, så de vilde ænder har svært ved at finde ud igen. Tag den spændende historie med dig derfra og gå en dejlig tur i det natursmukke område. Læs mere om fuglekøjerne her

Sønderho Strandsø - fugleskjul

Ved Sønderho Strandsø kan fuglene opleves på nært holdt fra observationsskjulet.

Her kan I også læse om områdets historie og natur.

Strandsøen ligger ca. 2 km nord for nedkørslen til Sønderho Strand. Fra Stranden kan man følge en vandresti (følg afmærkede skilt) ca. 300 meter, der fører ind til søen. Læs mere om Sønderho Strandsø

Skovlegepladsen - en eventyrlig oplevelse

Eventyrligt godt sted for familier med børn op til 12-14 års alderen. Mens forældre dækker op til picnic, griller eller laver snobrød og bål, så er der fri leg for børn i gynger og klatreredskaber med edderkoppespind, pyramider og ruser. I Eventyrskoven kan man se figurer af Fyrtøjet, Prinsessen på ærten, Den lille havfrue og mange andre historier, der fantasifuldt er skåret ud i egetræ af Julius Urbanavicius fra Litauen. Han har brugt mange sommerferier sammen med sin kone på Fanø. Skovlegepladsen har også et lille fortælle-hjørne, hvor børn eller forældre kan starte med "Der var en gang..." og slutte med: "De levede lykkeligt til deres dages ende".

Super for forældre er det også, at der ingen trafik er i nærheden. Skovlegepladsen ligger vitterligt i Fanø Plantage på grænsen til hede og ikke langt fra stranden. Kun en smal betonvej - Mågekolonivej - bygget af tyskerne under 2. verdenskrig ender ved Skovlegepladsen. Men man kan også cykle gennem skoven ad Tolvteskiftevej til skovlegepladsen, hvor der er cykelparkering ved stien. Læs mere om Skovlegepladsen

Sommerhuse på Fanø
{{loadingLabel}}
{{noHousesLabel}}